Min Far

Min far

Den første mand i mit liv var selvfølgelig min far. Han var god, venlig, rar og holdt meget af mig. Jeg var hans førstefødte og jeg tror, at jeg i de første år blev forkælet af ham. Han sad med mig på skødet, og legede Ridde, ridde ranke, hvor han spredte benene og jeg dumpede næsten ned på gulvet. Han lod mig også sidde på hans skød i bilen, og jeg foregav en dag at starte bilen ved at dreje bilnøglen i hans ene øre, så han fik en mindre skade af det. Da jeg var omkring 6-7 år fik jeg lov at gå ned for enden af villavejen og vente på, at han kom hjem fra arbejde. Jeg husker min glæde, da jeg så ham komme kørende. Han stoppede op, og jeg fik lov at sidde på forsædet ved siden af ham eller på hans skød de 30 meter ned af vejen. Jeg elskede min far, og som voksen så jeg flere lighedstegn mellem ham og jeg i vores personligheder.

Min far lærte mig glæden ved at have nypudsede sko, og hvor stor en forskel det kan gøre, at give et lige tilpas fast håndtryk. Som ung bed jeg mærke i min fars ordentlighed lige fra haveredskabernes plads til hans enkle, men ulastelige påklædning uden for hjemmet og til hans ønske om, at jeg opførte mig ordentligt. Min far havde en evne at kunne tale med alle mennesker. Jeg tror, at han nød at lære mennesker at kende og nød menneskers forskellighed. Jeg mener ikke, at han var specielt fordømmende. Han var venlig og nysgerrig på livet indenfor den forholdsvise lille radius, han boede og levede i. Jeg er sikker på, at min far elskede mig, men jeg kan godt mistænke ham for, at han næsten elskede sit arbejde lige så meget. Det var uden tvivl vigtigt for ham at få succes. Jeg mindes ham som en mand, der arbejdede meget. Han solgte biler hele mit liv. Folkevogn, bobler, Audi, Mercedes, Taxi’er og busser. Særlig Bovabusser. De har et specielt sidespejl, så jeg kan genkende dem. Min mor har godt nok fortalt om, at han i deres unge år havde arbejde som mannequin i Magasin du Nord i København og noget, der hed Crome & Goldsmith. Det må have været en finere tøjbutik. På billeder kan jeg se, at min far var en nydelig ung mand, men jeg har svært ved at se ham som model. Det kunne have været spændende, hvis jeg havde fået talt med ham om, hvordan han havde det med jobbet, og hvordan mon han fik jobbet.

Nej, min far solgte biler, og da jeg var barn, husker jeg samtaler mellem mine forældre om bilhandler, hvor noget af prisen var byttehandler. Det kunne være mange sjove ting som halve grise, en bustur til Hartzen eller noget helt andet. Min far var ikke en krejler, så det må have været helt almindeligt dengang, at handler var mere farverige end i dag. Mennesker kunne lide min far, så det har formodentlig været let at forhandle med ham, og min far var glad. Aldrig arrogant eller beregnende, bare glad ved livet. Hvis jeg skulle vælge få ord om ham, kommer ordet Venlighed til mig. Som voksen kan jeg godt se, at han sikkert også var en mand, der ikke brød sig om problemer. De skulle helst verfes væk. Sådan noget kan vist være temmelig provokerende på nogen mennesker. Jeg sidder selvfølgelig og smiler her i skrivestunden.

Men én ting er, hvad jeg husker, og hvordan tingene reelt var. Det kan være, at min hukommelse er sløret af et ønske om at huske ham positivt. Jeg opfattede naturligvis tingene med et barns øjne og senere en ung kvinde, men der er jo mange nuancer mellem sort og hvidt. Min mor har fortalt ting om min far, hvor jeg undres, for det er slet ikke sådan jeg mindes ham. Omvendt fortalte min far mig ting for mange år siden om min mor, som jeg aldrig har haft modet til at konfrontere hende med. Det var kun ganske få sætninger, men de har bidt sig fast. Vi mennesker taler meget og nogle gange for meget. Ret tit får vi sagt ting, som fordrejes og bliver det gentaget tit nok, er ordene til sidst et pænt stykke væk fra det oprindelige.

Vil det så sige, at vi ikke skal bruge så megen tankevirksomhed på hændelser bagudrettet? Ja, det tror jeg, men jeg har alligevel lyst at tilføje et men. For nogle gange er det godt at få klaring på en situation eller en samtale, da det derved giver bedre mening, hvordan tingene forholder sig i dag.

Så hvad er det, jeg gerne vil fortælle med dette skriv om min far?

Det må være, at han stadig efter 11 år, hvor han ikke er her mere, dukker op og får mig til at tænke på ham og hvem jeg kommer fra. Jeg er enormt glad for dyderne med pudsede sko, men især håndtrykket. Min far sagde noget i stil med: ”Kig den anden i øjnene, smil og giv et ordentlig håndtryk. Hellere en smule for hårdt end for slapt”. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg har det med mig i tankerne rigtig ofte, når jeg giver hånd. Jeg bemærker også, hvordan andre mennesker giver hånd. Jeg vil vove og påstå, at mine håndtryk og se med venlighed og åbenhed på modparten har åbnet mange døre i mit liv. Mennesker har haft lyst til at lære mig at kende, og jeg bilder mig ind, at håndtrykseancen har haft sin fortjeneste. Jeg er faktisk meget taknemmelig. Det betyder noget, at lære fra sig, hvad man mener er sundt og godt. Det gør en forskel.

Derudover tænker jeg, at det kunne være godt, hvis vi blev bedre til at lytte og til at spørge interesseret. Faktisk mener jeg gravalvorligt, at det ville være GODT for hele menneskeheden, at lytte, lytte og atter lytte. Men det er nok en anden snak, som vi kan tage en anden dag. I dag ville jeg gerne have lyttet mere til min far og spurgt ham om en masse ting. Jeg savner ham en gang imellem, fordi der er ting, jeg gerne ville dele med ham og spørge ham til råds om. Det var hyggeligt at være sammen med ham, for han tog tingene som de kom og var ikke bornert. Som jeg selv holdt han af detaljerne. ”Se Gitte, rødkælken kommer tilbage hver morgen og hilser på os”. Det var sådanne fine ting, han gjorde mig opmærksom på.

Jeg vil sige tak for opmærksomheden og ønske dig gode samtaler med din familie.

Venlige hilsener

Gitte

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *