Modvind glatter rynker ud

Når stormen raser, når vi går foroverbøjet for at holde balancen og forsøger at holde den planlagte kurs, er det en lettelse, når vindstyrken løjer af. Vi retter os op, sænker skuldrene og står helt rank med nyt syn på omgivelserne.

Jeg mener naturligvis ikke storm i ordets forstand, men når livet synes at gå imod og man konstant snubler over brosten. Når tingene ændrer sig, og det gør de altid, er det at skuldrene kommer ned på plads, og man står mere rank og afklaret. Klar til at se med friske øjne og ny energi.

Jeg har med glæde erfaret, at det bliver nemmere at genkende situationer. Det er også blevet nemmere, at være bevidst om muligheden at sige fra og at alting altid slutter. Det gælder særligt de mindre gode stunder. Det holder op. Jeg tror, erkendelsen stod tydelig første gang, jeg var i færd med at føde. Jeg havde knapt tænkt tanken midt i en kraftig ve, at dette her ville jeg ikke være en del af, da det gik op for mig, at det fik en ende. Alle babyer kommer ud af morens mave. Smerten stopper. At babyen senere kommer til at forårsage andre smerter, er en helt anden sag. Men her og nu stopper det. Lige sådan når man ligger i tandlægestolen, er det godt at huske på, at man indenfor relativ kort tid kan være ude af døren og gå på nyslået græs, ligge på en sofa eller noget andet skønt. Den intensive smerte fylder ikke særligt meget i et helt liv.

De nævnte eksempler er, selv med tandlægeskræk, i den nemme ende af skalaen. Situationer, hvor man er nødsaget til at være sammen med mennesker eller blive ved at gøre handlinger, som f.eks. et job gennem længere tid, kræver større styrke og tålmodighed. Men der er altid valgmuligheder.

Jeg er midt i et slags brændpunkt, lyskryds kan det også kaldes, hvor jeg drejer mig omkring for at vælge, hvilken vej der vil være et godt valg for mig. Jeg begynder så småt at se en lille smule klarere end de sidste måneder og det føles godt. Alting er godt, og det bliver endnu bedre. Sådan har jeg det. Stormen har næsten løjet af. Glæden er god at være i og er svimlende stor.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: