Mord i Ballen Brugs – Boganmeldelse

Boganmeldelse på titlen Mord i Ballen Brugs af Lena Jo Hursh

 Mord i Ballen Brugs er en selvstændig efterfølger til Mord i Pillemark. Selv om historien har en rød tråd tilbage til Mord i Pillemark, er det ingen betingelse at denne er læst. Behændigt opdateres læseren løbende gennem de mange begivenheder.

Nysgerrigheden vækkes fra side 1, og allerede i kapitel 2 står vi midt i et makabert mord. Spændingen er i gang. Historien er igen en krimi-light indhyllet i hverdagslivet på Samsø, hvor forfatterens kærlighed til øen tydeligt skinner igennem på hver eneste side. I ordets bedste forstand er historiens plot og personernes letgenkendelige dilemmaer ren læsefornøjelse. Med den charmerende indflettede guide udi Samsøs geografi og beværtninger er bogen en glimrende anbefaling til dig, der enten drømmer om en ferie på Samsø eller sågar overvejer at flytte dertil. 

Skrivestilen og sproget er let og nede på jorden. En krimi i venligt miljø og tone i et fornøjeligt tempo, men samtidig et uhyggeligt hverdagsscenarie. Det kunne ske, det sker.

Særlig appetitligt er historiens mange kapitler og overskrifter, som inviterer til at læse bare ét mere inden en ny kop kaffe sættes over. En snu måde at vifte med læseguleroden, og det virker. 

Bogen er udgivet på www.forfatterskabet.dk

Bogen får 4 flotte stjerner.

Leave a Reply

%d bloggers like this: