På en støvet vej på et gammelt og støvet bjerg, ligger en olivelund

Oliventræer på et støvet bjerg med en smal og slidt vej, som snor sig op af bjerget. Des højere op, des smallere bliver vejen. Til tider er vejen så smal, at det for en forsigtigt nordeuropæisk kvinde som jeg bliver faretruende at fortsætte med den skramlende bus. Hver gang en vejkurve skal passeres sidder hjertet op i halsen ved tanken om, at buschaufføren er lidt for optaget af musikken i radioen eller snakken med de forbipasserende, der vandrer i vejkanten. Chaufførens vindue er rullet ned, så han kan hvile armen på kanten og hilse eller få en lille sludder med de lokale, når han langsomt hiver bussen videre opad. Én lille uopmærksomhed, og vi skrider i sikker flugt ned af bjergsiden. Formentlig ville vi ikke kure specielt langt, da oliventræerne ville bremse os. Det trøster jeg mig i det mindste med. Alligevel stiger jeg på et tidspunkt ud og vælger at gå resten af vejen op til toppen. Det er altid toppen som trækker. Når man er på toppen er det modsat. Der går ikke længe, førend det er bunden, der lokker.

Da bussen stønnende er kørt bliver der ro. Varme og ro. Scenariet er fyldt med bagende sol, støv, tør vegetation og oliventræer. Jeg går langsomt og nyder stilheden. Mine lægmuskler kan mærkes og en skorem gnaver en smule i et begyndende åbent sår på hælen. Rygsækken glider lidt frem og tilbage og det føles godt. I olivenlundene viser der sig ved nærsyn meget andet end lige træer. Lidt nedenfor i skyggerne ses spredte huse bygget i noget, der ligner tunge sten. De ser ud som om, de har ligget der altid. Der er også træhytter i mørkt træ. Et stjålent kig ind i husenes mørke, vidner om en sparsom livsstil. Få møbler kan anes og jeg tvivler på f.eks. eksisterende elektricitet. Men måske tager jeg fejl. I træerne og på den tørre jordbund slanger enkelte kabler sig fra ukendt sted til ubestemt mål. Der går dovne geder og får rundt på skråningerne. Mellem træerne står gamle flettede kurve, og hvis det ikke lige var her og nu, kunne billedet være taget ud af et dyrt modeindretningsmagasin. Meget trendy, meget naturligt. Og ja, dette er naturen og sådan har den formodentlig set ud i mange år. Her bor mennesker og dyr tæt på hinanden og tæt med naturen. Billedet af olivenlundene på bjergskråningerne har fulgt mig i rigtig mange år og været en naiv tro på, at her kan livet leves i fred og uden stress. Når nutiden en gang imellem har presset unødigt på, jaget nattesøvnen på flugt og tynget ubarmhjertig på skuldrene, er billedet af oliventræerne, gederne, solen og skyggen under træerne dukket op og givet anledning til drømmerier. Tænk om en hverdag kunne lade sig gøre, måske bare i perioder? Ét par sko, to sæt tøj, det ene flagrende på tørresnoren, store saftige tomater, ost, lokalt bagt brød og måske en bondemand med en flaske vin på besøg en gang imellem. Jeg er jo bare en kvinde. Det er drømmeri, og det er vidunderligt.

Hvor ligger dette skønne sted? Jeg siger det ikke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *