Påsketid

Tid i småtingsafdelingen 

I morgen får jeg gæster til påskefrokost og fødselsdag. Min ældste datter og kæreste holder deres fødselsdage her hos mig, hvor vi slår to fluer med et smæk. Fødselsdage og påske. Når det er familien, som kommer, må de gerne se, hvordan jeg bor og lever i hverdagen, inklusiv rod. Men spisebordet skal være ryddet, støvsugeren sat i skab, strygetøjet væk osv. osv. Vi skal jo ligesom være her. Så jeg burde være aktiv og få tingene ordnet. Jeg skal også bage en kage.

I stedet har jeg dimset hele dagen med garn, stof, pyntebånd og broderier. Det vil jeg meget hellere selv om jeg ved, at jeg inden længe bliver småstresset.

Herunder ses, hvad jeg har haft mellem hænderne.

  Trekanter mad vlies strøget på bagsiden.

Jeg tegnede en cirkel på bagsiden af stoffet – jeg brugte et grydelåg som skabelon. Cirklen blev klippet ud og vlies strøget på bagsiden. Jeg delte cirklen i 4 lagkagestykker. Brug en lineal.

   Stof og pyntebånd.

Langs den buede kant af trekanterne valgte jeg nu pyntebånd, som blev maskinsyet på. Herefter folder du trekanten med den pæne side indad og syer kanterne sammen på maskine. Vend nu kræmmerhuset og pres forsigtigt spidsen ud så meget som muligt. Men vær nænsom. Til sidst kan du sy hanke på med velourbånd eller andet, du finder pænt. Det kunne også være hæklede remme.

  Næsten færdige kræmmerhuse. De mangler bare en hank.

Mine skal hænge på forårsgrene her i påske. Man kunne sagtens folde nogle få chokoladeæg i klar folie og stikke dem i kræmmerhuset. Det er en sød, lille værtindegave.

God fornøjelse, hvis du selv kaster dig ud i projekt kræmmerhuse.

Leave a Reply

%d bloggers like this: