Postbudet

Han var præcis. Uret kunne stilles efter hans tilsynekomst.

Ude til venstre sås en skygge, og der stod han så og så ud over vandet.

Eller han sad der ganske enkelt, uden jeg havde bemærket ham komme.

Jeg så aldrig hans cykel. Den have været der.

Men jeg så altid en bestemt bevægelse.

Stående eller siddende.

Kroppen lænende let tilbage, nakken tilbage –

Højre arm bøjet og op til munden.

Det var forståeligt, at manden var tørstig.

Hvad drak han så?

Hvor blev emballagen af?

Jeg så ham kun fra ryggen.

Efter ugers ritual og opbygget nysgerrighed

måtte jeg vide besked.

Så snart han var forsvundet

var jeg på der på pletten.

Ved første øjekast var der intet at finde –

En bænk, buske, åbent græs til alle sider.

En stor og grim skraldespand.

Et kig under låget og der lå den.

En halvliters ølflaske.

Pænt lagt ovenpå en pose køkkenaffald.

Den tomme flaske var nu min.

Således kunne jeg i en rum tid

frankere mine breve portofrit.

Takket være postbudet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *