Historien om risposen

Remember you can choose to read in your own language. Press button at the right.

Risposer!

Det er som om, at jeg har syet risposer i en menneskealder. De har på en pudsig måde forfulgt mig gennem mange år uden at jeg har gjort det store for at henlede opmærksomheden på de små puder. Sådan ser jeg det i det mindste selv, men det kan jo forholde sig anderledes.

Der er en lille historie om risposerne. Måske har jeg fortalt den før, men så kommer den endnu engang. Det kan være, historien bliver bedre denne gang.

For mange år siden, ca. 20 år, arbejdede jeg som lærer på en skole, der var og stadig er bygget udelukkende i træ. Skolen er groft sagt 2 lange bygninger, delt af en smal kanal. Kanalen er vel 10 cm dyb og har et rigt liv af insekter og småfisk, som især de yngre elever betragter liggende fladt på kanten. Skolen er som sagt lang og har flere broer over kanalen, så man kan færdes mellem bygningerne.

Jeg underviste bl.a. i håndarbejde, hvilket jeg var enormt glad for. Jeg er ikke uddannet håndarbejdslærer, så det har på daværende tidspunkt været tilfældigt, at skolen ikke havde tilstrækkeligt med håndarbejdslærere, hvilket kom mig til gode.

Håndarbejdslokalet lå på højre side af kanalen, hvor de øvrige faglokaler også befandt sig. Ovre i den venstre bygning var alle klasselokalerne. Klasseindretningen havde høj prioritet og i en af mine parallelklasser var der bl.a. en meget stor sækkepude til at tumle i. Det er sikkert let at regne ud, hvad der nu sker …. Noget som nærmest bombesikkert sker for alle sækkepuder.. Der går hul på betrækket. Flamingokugler er fuldstændig enestående gode til selv at bestemme. De er umulige at styre. Helt umulige.

Der var gået hul på den store sækkepude, og den skulle fjernes fra klasselokalet, inden der gik for meget fest i den. Min kollega ville smide den i containeren, men jeg mente, at der var mange gode og kreative ideer gemt i flamingokuglerne. Ikke fordi jeg havde konkrete planer, men man ved jo aldrig. Der dukker altid noget op, hvor ting fra gemmerne kommer til sin rette. Beslutningen var taget – Jeg begyndte turen ud af klasselokalet, ned af en lang gang, ud gennem en foyer, dørtrin, riste, fliser, grus, udendørs trægulv med løse søm osv osv. Jeg passede på, så godt jeg kunne, men det gik alligevel galt. Håndarbejdsloaklet på den anden side af kanalen var målet, men den var alt for tung til at bære og blev derfor slæbt efter mig. Gaffatapen, som var sat for hullerne gik løs, de brede elastikker, jeg havde bundet om huller, gled op og ud fløj skyer af florlette flamingokugler. Ned i kanalen, ud i buske og træer. Jeg var fortvivlet.

Som så mange gange før blev pedellerne min redning. Fra lang afstand så de misæren og fik bugseret puden op på en ladvogn, og vi ankom til håndarbejdslokalet. Herinde var pladsen dog trang og for at gøre en lang historie bare en smule kortere, endte det med, at jeg tog puden med hjem, hvor den i mange måneder optog plads i et lille skur.

Men det var dengang, jeg begyndte at sy stofdyr med fyld af flamingokugler. Og børnepuder og små risposer bare med flamingokugler. De seneste år er jeg gået over til grødris som fyld. I modsætning til flamingokuglerne kan de ikke vaskes, men til gengæld er de tungere, hvilket er en god ide til fx. motoriske øvelser. Et andet plus er, at de kan støvsuges, skulle det gå galt.

Jeg arbejdede knap 10 år på skolen med kanalen. Det var her, jeg uformelt blev uddannet til lærer. Det var heldigvis ikke kun grundet flamingokugler, at mit navn er husket, men der er ingen tvivl om, at episoden over kanalen dannede grundlag for mange timers syning fremover. Der er ikke noget, som er så skidt uden det er godt for noget andet.

I øjeblikket syr jeg risposer til Roskilde Synspleje. Du er også velkommen. Jeg syr gerne med din navnelabel, som du selv bestiller og får sendt til mig.

Leave a Reply

%d bloggers like this: