Rispuder – En vejledning

For fjerde år i træk har jeg i januar måned syet gammeldags rispuder.

Roskilde Synspleje havde set mine rispuder og kom forbi for at se nærmere på dem. Dengang var puderne, nogen kalder dem poser, fyldt med flamingokugler. Det var en ganske let pude til leg og motorikøvelser. Skulle legen udvikle sig i et højere gear, kom ingen til skade af at blive ramt.

Med rispuderne er det noget andet. Hos Roskilde Synscenter anvendes de kulørte puder til synsøvelser. Jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke har overværet en kunde bruge en af mine rispuder, men de er tilsyneladende populære. En kunde får en selvvalgt pude med sig hjem.

Ved større bestillinger som denne, holder jeg af at arbejde som på fabrik. Det kan lyde trist, men er det bestemt ikke. Der er en tilfredsstillelse i at arbejde systematisk.

  1. Stof udvælges, så resultatet bliver en bred farvepalette.
  2. Mål op og klip ud. Stabl i antal. Det gør arbejdet overskueligt.
  3. Zig zag kanterne på symaskine. Her kan med fordel syes med samme farve tråd.
  4. Fold og sy 2 ½ side sammen. Ret mod ret. Husk navnelabel.
  5. Vend puden så retsiden vender ud. Brug evt. en tyk hæklenål til hjørnerne.
  6. Fyld ris, korn eller flamingokugler i. Herefter stiller jeg puderne klar i nogenlunder farveorden, så jeg ikke skal skifte trådfarve mere end nødvendigt. Brug evt. en vægt, hvis de skal veje ens.
  7. Fold det åbne stykke stof indad, sæt knappenåle og sy. Jeg syr altid dobbelt.
  8. Klip tråde væk. Rispuden er færdig.

Anvendes til: Leg, balanceøvelser, motoriske øvelser og til at nulre mellem hænderne for mennesker med krudt i rumpen eller gigt i hænderne.

Leave a Reply

%d bloggers like this: