Rygestop og rådgivning

Jeg er rygestoprådgiver og afholder i perioder rygstoprådgivning. Det er noget, jeg har praktiseret mange gange de sidste måske 8 år. Kræftens Bekæmpelse har gennemarbejdet og udviklet rådgivningsforløb, man kan uddanne sig i. Der er en rød tråd og opbygning, som skal holdes gennem rygestopforløbet. Konceptet er hele tiden i udvikling for at optimere succes med rygestoppet. Jeg videreuddannes med jævne mellemrum, hvor der hver gang bliver lagt flere lag på min viden. Jeg mener, at konceptet er gennemarbejdet og virkelig fornuftigt på alle måder. Jeg er stor tilhænger af fremgangsmåden, som bl.a. går ud på at forberede sig grundigt til den store ændring, det er for de fleste mennesker at kvitte tobaksafhængigheden.

Til hvert rygestopmøde forbereder jeg mig både i hvilket trin, vi er nået til i rådgivningen, men jeg forbereder mig også så vidt muligt på mødet med deltagerne og deres bevæggrunde for at stoppe rygningen. Der er flere årsager til, at folk ønsker at kvitte tobakken, men det er helbred og økonomi, der er de hyppigste grunde.

Når jeg møder til et rygestopmøde, er jeg forventningsfuld og spændt på, hvordan det står til med rygestoppet og hvordan det er gået for deltagerne siden sidst vi mødtes. Et rygestop er som ringe, der spredes i vandet. Det afføder mange historier og reaktioner ikke kun hos rygestopperen, men også i omgangskredsen. Sådan skal det være, for det er et valg, som man bør være stolt af og fortælle om vidt og bredt. Det er sårbart, og derfor vigtigt, at vi andre bakker op omkring dette livs-tilvalg. Også selv om du selv stadig ryger.

Når jeg går hjem fra et rygestopmøde er der hver gang en stor del i mig, som er glad og opløftet. Det er en kæmpe fornøjelse at være en del af menneskers historie ved rygestop. Min egen personlige glæde er ren og en fryd. Det gør mig glad på en usammenlignelig måde, når det lykkes for et menneske at kvitte tobakken. Jeg ønsker virkelig hver gang, at det lykkes også at fastholde stoppet.

Men jeg oplever også jævnligt en frustration og utilstrækkelighed. Hvorfor lykkedes det ikke? Hvorfor faldt en person i vandet igen? Hvorfor havde jeg ikke præcis de rigtige ord, som ændrede udfaldet til positivt? Hvad fik jeg ikke sagt eller spurgt om?

Rigtig, rigtig mange vinkler bliver belyst ved et rygestop og rigtig mange spørgsmål bliver stillet. Deltagernes kvaler fremlægges omkring nikotinens ødelæggelser i kroppen og ønsker om et bedre liv drøftes. Skuffelsen er til at føle på over den manglende magiske pille, som kunne gøre hele arbejdet. Sådan en pille findes desværre ikke, og jeg beklager meget.

Arbejdet skal gøres og viljen skal komme fra personen selv, jeg kan rådgive, lytte og forsøge at hjælpe. Det er dog desværre som om, at jeg hele tiden er et halvt skridt bagud. Og samtidig mærker jeg glæden og sejren, når endnu et skridt er taget for en rygestopper. Det er meget kontrastfyldt.

Heldigvis bør mit job som rygestoprådgiver uddø før eller siden. Måske ikke i min levetid, men jeg vælger at tro på, at det sker. Rygning gør intet godt for vores krop. Jeg ønsker vitterlig for samtlige rygere, er bedre liv uden tobak.

Nu vil jeg holde en pause i den friske luft og indsnuse denne augustaften inden sengetid. Sov godt til dig og tak fordi du læste med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *