San Blas Island

Billedet kunne bestemt være meget bedre, men sådan blev det ikke. Det er tillige en del år gammelt.

Jeg er på en lille lokal ø nær Panama. Den hedder San Blas. Det var en dag, hvor jeg var segnefærdig af træthed, og var tæt på at nappe et par timers søvn i stedet for at gå i land. Heldigvis trak jeg i bomuldskjolen og fik en oplevelse for livet.

På San Blas bor der ca. 50.000 mennesker. De lever afsides og billederne siger sig selv, at de er en del år tilbage i forhold til størstedelen af verden. Menneskene på San Blas kalder dem selv for Guna folket. De lever efter egne love og regler, som er tilpasset deres kultur. På trods af, at San Blas hører til Panama, har deres levemåde og leveregler intet med Panama kulturen at gøre.

Jeg tænker, at området, hvor jeg spadserede rundt i, var iscenesat netop for sådan en som jeg, men jeg hørte og læste mig til, at huse/ hytter der blev udlejet som en slags hotelovernatning er bygget af lokale Guna indianere og bygget af økovenlige materialer fra øens jungle. San Blas er et af de få uberørte steder i verden, der endnu er tilbage. Det hedder sig, at der passes overordentlig på, at turismen ikke tager overhånd.

Jeg købte et par armbånd i noget hårdt træ.

Når jeg ser på dette billede, fyldes jeg af taknemmelighed over at have oplevelsen i min bagage. Jeg kan blive lidt rørstrømsk, sådan slå ud med armene og opfordre alle unge som ældre mennesker at tage ud og opleve verden. Det er noget af det mest berigende for sjælen. Det er aldrig for sent at rejse.

Jeg længes efter at rejse igen. Jeg vil gerne til Amsterdam og overnatte på en flodbåd og gå rundt i gaderne, som deles af bl.a. Amstel floden. Jeg vil drikke varme drikke på kanten af kanalerne og se på mennesker fra hele verden. Måske jeg også skal på Van Gogh museum, så punktet med finkultur kan krydses af.

Jeg vil også gerne til Shetlandsøerne og ved selvsyn opleve de store vidder og dybe fald fra klipperne ned til Atlanterhavet mod vest. Jeg har lyst til at lade fingrene løbe gennem ulden på et får, smage whisky og kigge på lokalt strik. Jeg har lyst til at lytte til stilheden eller måske vinden, der fejer hen over det åbne landskab, nyde det særlige lys, som uden tvivl gør mig svimmel. Jeg vil nyde at lytte til sproget og sikkert drømme hen i sproglige krøller.

De smukke kakler og deres mønstre i Portugal trækker også. Jeg vil fotografere alle farverne og på den måde snuppe billederne, skønheden med mig hjem, hvor jeg kan dvæle ved hvert billed og lade inspirationen få frit spil. Hvad er det for mennesker, der har så stor tålmodighed til at male kakler og fliser i forunderlige mønstre?

Hvis alt går vel, skal jeg snart tale med en ung pige, som bor i Melbourne og studerer. Hun har rejst vidt omkring allerede og jeg glæder mig til at høre hendes historie. Det er min nærmeste rejse og meget mere end helt fint.

Men foreløbig god weekend herfra stuens mørke.

Her sidder jeg i skrivende stund. Dog er det blevet mørkt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *