SEA MAN

Jeg møder Heine Max Olesen på Instagram, hvor han dagligt poster omkring hans SEA MAN Chips. Der er fart på SEA MAN og han er rendyrket vild med tang og rent hav. Hans energi er glad og unægtelig smittende.

For et par dage siden postede Heine et opslag, hvor han opfordrede dagplejen, skoleklasser og plejehjem til at samle skrald i havet eller på stranden. Målet er at samle 1000 kg. For hver kilo indsamlet skrald, giver SEA MAN 1 pose chips og et sejt ”Sea Man Plastic Squad Diplom”. Skraldet skal afleveres på Søndre Kaj Gade i Grenaa.

Heine fortæller, at han rigtig gerne vil kunne sige, at vi har indsamlet 1 tons skrald fra havet og stranden. Men der er meget mere i det ønske end tal og diplomer. Han taler videre om at få selve indsamlingen gjort til en fælles event, hvor vi får fat i de helt unge fra starten og både præger og opdrager dem til at behandle havet og naturen med respekt og ikke en skraldespand. Det skulle gerne blive en fælles succesoplevelse, hvor vi løfter i flok.

Heine ønsker at finde nogen, der kan sponsorere 10-11 spotpoints rundt i landet, så indsamlingen af skrald bliver landsdækkende. Budskabet er hermed givet videre, så må vi se, hvem der griber bolden?

Men Heine er allerede i gang med at aktivere netværket i bl.a. Norge, Sverige og Holland, hvor han har samarbejdspartnere. Det lyder til, at SEAMAN har medvind og jeg må sige, at jeg er begejstret. Sikken en positiv historie fra det virkelige liv. Der er helt forståeligt mange, der har det på samme måde, for opslaget om indsamlingen er gået viralt og har rundet en kvart million. 

Om SEAMAN Chipsene kan det siges, at der på nuværende tidspunkt findes tre varianter, som alle har base af kartoffel og blæretang. Der er ingen E-numre tilsat og smagen kommer fra indkog af blæksprutte og hummer. Vi har at gøre med gourmetchips, som er udviklet til velsmag, og hvor de samtidig er fedtreduceret med 50% i forhold til almindelige chips.

SEAMAN donerer 10% af salget på chips til Plastic Exchange og arbejder i øjeblikket på plastikfri emballage.

De næste dage er SEAMAN at finde på Bornholm, hvor han deltager i Sol Over Gudhjem konkurrencen, som er Danmarks største kokke-konkurrence. Heine vil selvfølgelig repræsentere og tilberede mad med tang.

Jeg er ubetinget Fan.

www.seamanchips.com 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: