Sødme

Min datter og jeg er på vej til tandlægen.

Hos tandlægen sætter hun sig roligt i stolen og åbner munden med kun en smule uvilje. Der er intet i vejen med hendes tænder. Hun får ros for tandbørstningen og er snart på højkant igen. Da vi forlader klinikken, går vi hånd i hånd. 5 minutter tog det hele.

Vi er enige i, at vi fortjener en påskønnelse. Inde i Super Brugsen køber vi 4 teboller for en ti’er, hvoraf de to er med sukker. De er til min pige. Vi taler begge lidt med manden bag disken, som fortæller os, hvad han lige har spist til frokost. Fire teboller, to gulerødder og en halv liter mælk. Det var tydeligt, at han selv mente, at han havde været sund.

Udenfor står vi lidt i vildrede med, hvad vi skal. Vi spiser en bolle hver og fjanter lidt over noget, der allerede er glemt. Derefter går vi til biblioteket. På vej derover fortæller hun begejstret om et projekt, hun er påbegyndt på skolen i dag. Det handler om rummet og planeterne. I to skoletimer har hun omformuleret et stort stykke af fra Internettet i sit kladdehæfte. Senere skal hun hente billeder ud og sætte i en mappe, som hun allerede har fået udleveret. Mappen var vigtig, hører jeg. Da vi lidt tidligere var på vej til tandlægen, fortalte jeg hende om en forholdsvis ny forfatter, der har sat sig for at skrive 1001 historier. Han skulle efter sigende have skrevet de 500 og er sikkert i gang med resten. Han hedder Louis Jensen og kommer måske til min arbejdsplads og holder et foredrag om at skrive. Både min datter og jeg er imponeret. 1001 historier er ret fantastisk, også selv om de er korte.

Inde på biblioteket vil jeg gerne straks se efter bøger af Louis Jensen. Vi finder hurtigt tre eksemplarer i voksenafdelingen. Men der må være flere i børneafdelingen, så vi stiler mod børnebøgerne. Ganske rigtigt, der står de, og han ligger ikke på den lade side, kan jeg hilse og sige. Der er bøger med titlen “De første 100”, “De næste 100”, “De nye 100” osv. Men der er også andre bøger skrevet af ham. Jeg snupper et par og spørger min søde, om vi skal sætte os i en af de nye bløde sofaer. Det vil hun da meget gerne, som hun siger.

Jeg tror, at jeg skal til at læse en historie op for hende, men der er lige noget hun skal ordne. Hun vil gerne se efter bøger om rummet og planeter. Javel ja, det burde jeg have regnet ud. Hun har lagt overtøjet på sofasædet ved siden af mig og skrider målbevidst gennem det stille bibliotek hen til bibliotekaren, der sidder ved et stort skrivebord. Jeg ved, hvor bibliotekaren sidder, men jeg kan ikke se ham. Han er ikke så gammel, men går med stok.

Jeg åbner en bog og kigger interesseret på indholdet. I baggrunden hører jeg mit barn spørge lige så tydeligt om der findes nogle bøger om universet. Jeg løfter blikket fra bogen og hører lyden af en stol, der bliver skubbet bag ud. Bibliotekaren rejser sig, han er høj, og går sammen med min lille pige. Han spørger hende om, hvor gammel hun er, og om hun så ikke går i 3. Klasse. Joe, svarer hun… sådan 4. klasse. Nu løfter jeg igen hovedet. Hun går da ikke i 4. Klasse. Bibliotekaren er åbenbart også forvirret og spørger om hun går i to klasser? Min øjesten føler sig presset til at svare, at hun jo egentlig går i 3., men læser altså meget. Nåe, svarer den gode mand og for at få tingene på det rene, konstaterer han, at hun er halvvejs gennem 3. klasse og på vej mod 4. klasse.

Jeg hører dem mumle, og ser dem passerer mellem rækkerne af bøger, de går over i voksenafdelingen. Der går en rum tid, hvorefter hun stolt vender tilbage med favnen fuld af bøger om universet. Jeg kigger lidt på hende uden en lyd. Vi elsker hinanden, og behøver ikke sige så meget. Vi smiler og hun lægger så at sige universet på bordet foran sofaen, og nu tror jeg, at jeg skal læse for hende. Det vil hun gerne have. Mens hun sætter sig til rette, spørger jeg hende, om der ikke var bøger nok her i børneafdelingen. Med hovedet på sned og et genert smil, erklærer hun, at hun ikke rigtig syntes, at der var nok eller de ikke var så interessante.

Jeg får læst én kort historie, men min datter kan ikke lade sine universet være, så vi læser lidt hver for sig. Det vil sige, jeg forsøger at læse mens hun nærmest konstant vil vise mig et eller andet, som for mig bare ser ud som prikker på en sort baggrund.

Inden vi ser os om, er der gået en time, og vi aflægger boghandleren et besøg inden vi tager hjem. Spontant køber jeg hende en blød bog, en piget bog om livet på en farm med heste. Det er en enkelt i en hel serie. Jeg siger, at hun får den, fordi dagen er dejlig, og hun har været dygtig til at passe sine tænder. Hun er henrykt. Hun siger, at det kan blive til mange bøger. Lidt tidligere sagde hun, at det egentlig var ret dejligt med sådan en mor-datter-eftermiddag. Det er jeg helt enig i.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *