Søndagsfrokost

Nye traditioner

For nogle måneder siden talte jeg med mine børn om at ses lidt oftere og mere regelmæssigt. De mange måneder med Coronarestriktioner gjorde mere ondt end jeg havde forestillet mig, dengang landet lukkede ned. Selv om vi talte på telefon og sms’ede, savnede jeg at kramme dem og være sammen med dem. De er søde, fjollede, kloge og dejlige at være sammen med. Det er sammen med mine børn, at jeg er mest mig selv og slapper mest af. Naivt måske, men jeg tror, at de har det en lille smule på samme måde.

Så jeg luftede ideen om søndagsfrokoster sådan ca. en gang om måneden, og de syntes det var en god ide. Glæden var til at føle på hos mig. 🙂 I dag er der Søndagsfrokost, og vi skal have italiensk mad. Ikke noget fancy, og det er jo det gode ved familiesammenkomster, at det kan være præcis så langt nede på jorden, som man selv vælger. Vi hjælper selvfølgelig hinanden med maden, borddækning og oprydning. Der bliver brygget kaffe og drukket en kop stående og siddende, mens snakken går og ting gøres. Det er en vitaminindsprøjtning og muntert liv i min ellers stille hverdag.

Og netop dette med liv betyder rigtig meget. Søndagsfrokosterne gør nemlig også til, at jeg både strammer op herhjemme – får ryddet lidt op i garn mm, støvsuget ekstra og for en stund slipper fokus på håndarbejde. Det er godt for mig, at vedligeholde mit hjem og komme ud af håndarbejds-boblen. Selv om jeg i skrivende stund sidder og kigger på symaskinen og kaffesækkene …..

Jeg glæder mig til at vise pigerne den nyindrettede stuekrog med bogreolerne og ny læsestol. Strikkestol, tv-stol – i aftes fodboldstol. Et godt hjørne at finde ro. Mit gulvtæppe har fået nyt liv ved at skifte plads efter støvsugning og haveluftning. Det bliver en kort Blog. Jeg skal have ordnet det sidste.

  Tak fordi du følger med. Og dejlig søndag til dig. 

 

Leave a Reply

%d bloggers like this: