Sommerferiens anstrengelser

Sommerferie kan åbenbart været anstrengende for nogen. I min have har fuglefløjt i dag været iblandet råb, skrig og gråd fra omkringboende. En forælder har råbt gennem hele dagen, og det bliver til sidst en prøvelse at ignorere det.

Skældsord og råb har lydt indefra og udefra. Rundt om boligen, ind igen og gennem åbne døre og vinduer. Jeg gik udenfor for at se, om der var noget jeg kunne gøre, men det blev ikke bedre. Uforvarende blev jeg inddraget i råbene: ”Der står nogen udenfor og lytter til, hvor slemt et barn du er.” Denne nogen var vist mig, så jeg fortrak indendørs. Der var tilsyneladende et barn, som var ”slemt” og trængte til at blive råbt af. Helt uforståeligt ligegyldig årsag.

Men det er svært at være vidne til på sidelinjen. Som sagt foregik det gennem hele dagen. Jeg overvejede mere end én gang at tilbyde min hjælp, men jeg havde ikke modet. Det arme barn fik aldrig fred for denne forælder, der er i ubalance. ”Kom ind, gå ud… Kom og spis, kom og drik, nu må du lege lidt selv, kom og få solcreme på, osv. Det har været en lang dag for kvarteret. Vi andre har været tavse, der er ligesom blevet talt så rigeligt fra andet steds. Det er forskelligt fra familie til familie, hvor højt og lavt der tales. Det er min opfattelse, at sådan noget har rødder i kultur og generationer, og det er ligeledes min erfaring, at det ikke er noget, der ændres på, hvis der f.eks. dukker en modsætning op i familien. Så må man indordne sig. Vel, i dag handlede det ikke kun om højlydt tale. Det var regulær skæld ud og hersen rundt med et barn.

Jeg håber, at naboens bedre halvdel snart vender hjem og vejrer stemningen. Jeg håber, at deres barn får lov at springe rundt i trampolinen lige så længe energien rækker, og de voksne går afsides og gør voksenting, som gør dem glade og mætte. Noget må ske og det er et godt bud på, hvordan dagen kan ende i glæde.

Gennem dagen har jeg haft lyst til at krybe sammen indenfor og lukke dør og vindue efter mig, men jeg var stædig og optimistisk. Vejret er for godt til ikke at opholde sig udendørs og freden måtte vel indfinde sig før eller siden. Så kønne farver garn er gledet gennem fingrene i mediterende koncentration.

Jeg ønsker alle en mild og venlig aften.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: