Sommerfuglen

For god orden skal det nævnes, at jeg ikke er betalt for at skrive denne lille anmeldelse af mit besøg i Sommerfuglen.

Jeg var nemlig på tur til København i dag. En meget varm dag at afprøve mit nye rejsekort. Men jeg var besluttet, havde garn og pinde med i toget og rent faktisk et formål med at besøge garn- og broderi butikken med det skønne navn “Sommerfuglen.” Det er et smukt navn og giver mig associationer til noget let, noget kønt og noget jeg gerne vil tættere på. At butikken oven i købet ligger på adressen Vandkunsten, er nærmest som en prik over i’et.

Men her stod jeg så foran forretningen som samtlige af mine håndarbejdsveninder har besøgt gennem flere år, og som jeg af mangel på god opdragelse først besøgte i dag. Jeg anede ikke, hvad der ventede mig. Men sikken en overraskelse! Butikken er ikke bare smuk af navn og udseende, men også indeni. Hylder fra gulv til loft, dækket af snorlige rækker af det lækreste garn, broderikit, broderigarn, opskrifter, bøger og lækkert tilbehør i hvad mit øje hurtigt anede som kvalitetsvarer. Hvilken fryd for sanserne. Butikken er ikke stor, men jeg gik rundt flere gange, fordi der lige var noget mere, jeg måtte se.

Jeg blev inspireret i samme øjeblik jeg trådte ind af døren. Jaaa…. Jeg er sikker på, at mine øjne flaksede rundt, som et barn i en slikbutik til jul. Jeg ville strikke og brodere på én gang og helst lige nu. Men jeg skulle jo hente min bestilling på 2 små broderier, jeg bestilte i aftes på nettet. I går var nemlig Verdens Broderidag, hvor Sommerfuglen havde rabat på broderi. Det var for fristende.

Udover de 2 mindre broderier, som der kommer billeder af, så snart jeg er i gang, købte jeg en broderibog med grafisk broderi. Jeg synes det er cool at kombinere en gammel færdighed som broderi med nye designs, og så er jeg glad for gentagelse. Jeg har broderet som barn og lidt som voksen, men er ikke øvet. Jeg glæder mig SÅ meget til at kigge på mine 2 kitbroderier og min nye bog. Jeg er helt sikker på, at der sker mere broderen i fremtiden. Nå, jo jeg købte også et nøgle garn med navnet Cataluna. Det skal strikkes sammen med garnet, jeg købte i Vejle. Det gør intet at babytæppet bliver med en kant i meleret garn.

Der var kunder i Sommerfuglen, danske og udenlandske. Mænd som kvinder. De to ekspedienter var hjælpsomme og lød meget kompetente. Jeg spurgte til broderi med halv-korssting og fik vejledning uden dog at købe mere, men det at der var tid til mig som ny kunde, gav mig endnu mere blod på tanden til at brodere. Et vildt mål kunne jo være en Kaffe Fassett pude. Jeg har set mig varm på et motiv med noget kål og citroner. Men ro på. Det må komme i den rækkefølge, som det nu skal.

Nu kan jeg tale med, når vi har strikkecafe og snakken falder på Sommerfuglen på Vandkunsten. Det føles godt. Jeg vender tilbage og gad vide, hvad det kan udvikle sig til. Måske et nyt venskab. 🙂

Sommerfuglen finder du på

Vandkunsten 3

1467 København K

Tlf. 3332 8290    mail@sommerfuglen.dk

Klik på billederne for at forstørre dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *