Tage tyren ved hornene

At tage arbejdshandskerne på

En gang imellem er det nødvendigt at tage skeen i den anden hånd. At tage arbejdshandskerne på så at sige. Et eller andet går for langsomt, – det er som om, jeg går og venter på noget, som jeg ikke ved, hvad er. Jeg kan ikke skyde det over på naboens græs, der er grønnere, for min nabo har intet græs og mit eget er så grønt, som det nu kan blive.

Hvad er det så? Jeg har brugt noget tid på at pejle mig ind på, hvad det kan være, og jeg er ikke ret meget tættere, end at jeg venter på, at noget sker. Det eneste, jeg kan komme i tanke om af udestående, er min opskrivning til det lille fiskehus lidt længere syd på. Men det er jo kun en opskrivning på venteliste. Når mine ellers jordnære fødder planter sig tungt i mulden, ved jeg selvfølgelig, at det måske aldrig kommer til at ske.

Når jeg får en idé, vil jeg helst i gang med det samme. Ja, faktisk går jeg i gang med det samme med idemylder, noter, lister og søgen efter mere inspiration. Jeg planlægger intenst. Når der herefter intet sker, bliver jeg som en fugl uden vinger. Det er en voldsom demotiverende og trist fase. En fase jeg synes, jeg har været i lidt for længe, og som jeg vil ud af. Jeg ved, at jeg skal ud af den passive tilstand, ellers dør jeg langsomt. Lige nu bevæger mine kreative ideer og resultater sig ikke videre ud i verden. De ligger hengemt og er mest i vejen. Det virker undertrykkende.

I morges fik jeg en idé. Jeg ville undersøge, hvordan jeg kunne trykke et postkort, selvfølgelig med kunsthåndværk. Det er overhovedet ikke svært og kræver i virkeligheden bare at få pungen op af lommen. Fast besluttet på at give det et forsøg, satte jeg mig foran skærmen 5 sekunder efter, jeg havde svinget benene ud af sengen. Jeg sad der en rum tid, inden jeg besluttede, at det var en god idé at gøre de sædvanlige morgenrutiner med hygiejne, morgenthe osv.

Men senere satte jeg mig til rette igen og dét, som skulle være en virkelig nem ting, viste sig at tage timer, udelukkende fordi jeg ikke kunne beslutte mig for et foto, skrift og lidt andet småtteri. Ingen større beslutninger, men ikke des to mindre tog det åbenbart sin tid. Men NU har jeg bestilt og betalt kort.

Hvad det skal føre til, har jeg kun en spag forestilling om. Men jeg har handlet og det føles godt. Når man tager initiativ, sker der uomtvistelig et eller andet. Hver gang.

På min pc må jeg have mindst et par 1000 billeder. Al den tid jeg har brugt i dag på at kigge billeder til mit postkort, fik mig til at tænke på den udvikling, jeg har været igennem de seneste år med at skrive bøger. Jeg ser billeder anderledes end tidligere. Jeg bilder mig ind, at jeg let ser, om et foto er velegnet til fremvisning eller det bare er et hyggebillede til mig selv. Det er foruroligende, hvor få billeder der reelt er sådan lige i øjet. Eller tættest på. En professionel fotograf ville jo sige noget andet. I øvrigt er jeg ret sikker på, at jeg har skrevet om netop dette i en anden blog.

Well….. klokken har sneget sig over midnat. Jeg må få lidt søvn og håber, at dagen i morgen bliver med mere bevægelse. Jeg har næsten ondt i ryggen af mangel på bevægelse.

Om ca. 10 dage modtager jeg mine postkort. Stay tuned og se de fine kort inden så længe.

Keep Dreaming and Dream Big. / Gitte Bobak