Tirsdag aften
En lang dag
Klokken er ca. 22, tirsdag aften, ro, ømme ben og en lang dag snart til ende. Jeg har pakket taske til i morgen, slukket lys, brygget en stærk og stor kop kaffe, der skal i køleskabet til i morgen eftermiddag. Jeg drikker stort set kun kaffe kold. En stærk kaffe over isterninger med kaffesirup og mælk. Mælken burde være sødmælk, men jeg har altid kun letmælk.
I formiddags var jeg til lægen, som kiggede på mine forstuvede ankler. Han vendte og drejede, kiggede på computeren og var i tvivl … så sendte han mig til røntgen i Køge. Selvfølgelig lå røntgenafdelingen langt nede af gangen og op på 1. sal. Hvilket jeg egentlig kunne huske fra et andet besøg. Damen i skranken bad mig tage plads længst nede af gange. Selvfølgelig. Tilbage igen og hvert skridt skrøbelige.
Den korte af den lange historie har nøgleordet Ventetid! Jeg ventede nok 45 min. på at komme ind og bagefter mere end en time på at få beskeden, at intet er brækket. Jeg skal bare gå. En velkommen og god besked.
Jeg havde været forudseende og taget hækletøj med og nåede at hækle et helt nøgle garn og dermed et godt stykke videre på en gave, jeg ikke kan sige højt her. Men jeg hæklede, siddende næsten som sild i en tønde – ingen Coronaskræk på hospitalet – blandt et overraskende antal mennesker med dårlige fødder og et par stykker, der lå i en seng, hver deres, snorkede, smaskede og brokkede sig. En noget forstemmende atmosfære. Jeg var glad for, at det trods alt ikke var mig, der var lagt i seng, i nattøj mindst et par størrelser for lille, til skue for temmelig mange mennesker i den smalle gang. De seneste dage har foregået indenfor hjemmets 4 vægge uden andet selskab end MOI selv, og jeg har set sprækker fyldt med selvmedlidenhed og ynk, som snildt kunne være eskaleret grimt. Heldigvis fik besøget på røntgenafdelingen mig på andre tanker. SÅ slemt står det heller ikke til, trods alt. Selv om fødderne stadig var ømme, da jeg stavrede vejen tilbage gennem hospitalet, føltes det alligevel en smule lettere. Jeg skal bare gå indenfor udholdelig tilstand. Det er jo nemt. Guleroden er kommende yogatimer blandt yogavenner, kvinder og mænd i snart alle aldre.
Hjemme igen trak jeg forlængerledningen ud og slog græsset i baghaven, som kun er et smalt stykke. Til gengæld hælder grunden, hvilket ikke er rart på usikre fødder, men det blev gjort og ledningen ligger parat til forhaven i morgen. Så vidt så godt.
Jeg er ikke prætentiøs med min have, men jeg holder af arbejdet med den evige kamp med ukrudtet, at slå græsset og pleje haven nogenlunde. Jeg sværger, at græsplænen var fri af mælkebøtter for en uge siden, hvor den i dag knejser gult. Det skal væk.
Herunder et par fotos med spæde farver rundt i haven. På ingen måde velfriseret, men det er alt sammen planter, jeg har plantet og det gør det skønt. Hvert år bringer en række oplevelser med “Nå ja… det plantede jeg jo også her.” De små glæder.
