Venezuela

Besøg 

Min Blog har haft besøg fra Venezuela. Klokken er lige nu 10.36 her i Danmark og 04.36 i Venezuela. Vores tid er forud i forhold til Venezuela.

Det er mig stadig ubegribeligt, hvordan mennesker så langt væk får øje på min lille Blog her i Danmark. Men jeg synes, det er interessant, og det får mig jævnligt til at associere på oplevelser og møder, jeg har haft.

Jeg har været i Caracas, som er hovedstaden i Venezuela. Det var jeg så vidt jeg husker i 1986. MANGE år siden. Jeg var 24 år på det tidspunkt og med stor tillid til verden. Det har jeg stadig, men selvklart langt bedre til at vurdere situationer end jeg var dengang.

Jeg vil nøjes med at fortælle en lille isoleret historie, som hører til et større billede, for det er egentlig kun Venezuela, jeg her og nu har på nethinden.

Jeg havde hyre på en stor luksusliner, MS Sagafjord. Rederiet var norsk og hed Cunard Line. Skibet sejlede jorden rundt med velhavende turister og jeg mønstrede Sagafjord i Florida en varm forårsdag uden anelse om de mange skelsættende oplevelser, jeg havde i vente.

Bl.a. besøget i Caracas.

I forberedelserne og timerne før landgang ændrede stemningen sig om bord fra almindelig arbejdshverdag til intens, stille og forventningsfuld. Der blev hvisket i krogene, samlet sammen i de små kahytter, folk talte med sagte stemmer, som gjorde at en særegen hemmelighedsfuld atmosfære mere og mere lagde sig som et tæppe over crewet, som på dansk er besætningen. Uerfaren som jeg var, havde jeg ingen anelse om, hvad der foregik. Til mit forsvar skal siges, at de forskellige arbejdsfunktioner ikke altid delte interesser, og de mange sprog spillede også en rolle i, hvad der nogen gange foregik. Jeg arbejdede i det kolde køkken, jeg var skandinav (vi er venlige, pålidelige og ikke særlig “farlige”), pige og første gang på havet. I det store sociale billed, rangerede jeg ikke særlig højt.

Jeg husker, at vi i modsætning til andre havne, sejlede helt ind til kajen i Caracas. Fra skibet trådte vi ud i en meget lysfattig hal, hvor vores Crew-kort blev tjekket inden vi kunne gå videre ind i byen.

Det var stegende varmt. Varmt, støvet og snavset. Gamle biler og mange mænd på gaderne. Det var først senere, at det slog mig, at jeg ikke så en eneste kvinde. Derimod mange mænd, som gloede indgående og uden skam. Men deres blikke udtrykte samtidig en undren, jeg ikke forstod.

Da de smalle gader, som førte længere ind i centrum var mørke og utrygge, gik jeg ikke særlig langt væk fra skibet. Jeg tror, at stemningen som sådan var god og meget hverdagsagtig med den aktivitet, der nu engang er ved en havn, men jeg følte mig ikke tilpas og gik snart tilbage. Ved gaten fik jeg en reprimande over at være gået ud alene. Caracas var ikke et sted for en enlig, ung pige. Nej, det havde jeg regnet ud, og det var da også rart at være tilbage på mit eget skibs smalle gange og trapper op og ned.

En lang historie kort. – Der var en grund til den trykkede stemning om bord lige op til landgang. Det viste sig, at snakken gik på at købe stoffer i Caracas. En ung tjener fra Østrig og førstegangs-sejler, havde indvilliget i at købe for et par af vennerne, og sikkert også til sig selv. Han blev opdaget i tolden, da han skulle om bord igen. Det var umiddelbart inden vi sejlede og hans pas blev afleveret til politiet i havnen, og vi sejlede uden ham. Jeg kendte ham ikke, men jeg syntes, det var forfærdeligt. Jeg tænkte på, hvordan han nu var alene, efterladt langt, langt hjemmefra og jeg spekulerede over, hvordan hans forældre ville reagere på beskeden.

Hele skibets besætning sitrede. For mig var det uvirkeligt og uhyggeligt. Tænk at blive efterladt i fængsel et så fremmed sted på jorden. Der må have været nogen med skidt samvittighed om bord, og den før så livlige snak forstummede i timerne efter. Vi passede vores arbejde, mens tankerne gik til den østrigske tjener. Senere dukkede historier op om besætning, der havde fået plantet stoffer i deres lomme i køen hen mod tolderen.

Mit verdensbillede ændrede sig den dag. Jeg havde allerede dengang læst mange bøger og måske læst om lignende historier, men aldrig tænkt, at det kunne være den skinbarlige virkelighed. Det er godt at være nysgerrig og tillidsfuld, men det er også klogt at være årvågen og realistisk.

Til sidst kan jeg fortælle, at jeg på min korte tur i hovedstaden Caracas så flere skoforretninger med sko i det skønneste læder til ingen penge. Vitterlig meget små priser. Det kan jeg godt sukke lidt over i dag og undre mig over, at jeg ikke købte en taske fuld. 🙂

Jeg beklager den dårlige billedkvalitet. Det er meget gamle billeder. Men her ses jeg sammen med de søde filippinere, der arbejdede i rengøring- og kaffeafdelingen.

Vi var ca. 600 passagerer om bord og lidt over 300 crew. Hvis jeg husker rigtigt. Skibet ser ikke specielt stort ud på billedet, hvilket sikkert stemmer til sammenligning med nutidens luksuslinere, der er langt større. I mine øjne var det et stort skib og mit hjem for et lille halvt år.

 

 

Leave a Reply

%d bloggers like this: